De seks piger på EM-guldholdet er fra venstre: Natacha Høst Husted, Smørum Golflkub, Cecilie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub, Olivia Grønborg Skousen, Helsingør Golf Club, Anne Wennervald Normann, Rungsted Golf Klub og Amalie Leth-Nissen, Hjortespring Golfklub. Alberte Hallberg Thuesen, Mølleåens Golfklub, og Rasmus Neergaard-Petersen, Furesø Golfklub, kunne ikke være til stede ved overrækkelse. (FOTO: DGU)
Golf Klub Danmark Legatet på kr. 50.000 kan tildeles elitespillere for opnåede resultater, spillemæssig fremgang, træningsflid og for andre kvaliteter, der har været af betydning for elitegolfen.
De betingelser opfyldte pigelandsholdet til fulde, da de i juli vandt EM for Danmark for første gang. Danmark har tidligere opnået sølv til EM Youth (U22) i 1980, men 2019 var det første år, hvor et decideret pigehold nåede frem til finalen. Fire gange tidligere – i 1993, 2006, 2007 og 2012 – er det blevet til bronze for de danske piger.
I 2019 blev de danske piger nummer tre i de indledende runder. Dermed gik de videre til medaljespillet, som et af de otte bedste lande.
I hulspillet gjorde Danmark det af med først Tjekkiet og siden Tyskland, begge gange efter at have tabt de indledende foursomes for bagefter at gøre et imponerende comeback i singlerne.
I finalen ventede værterne for Spanien, da pigernes EM blev gennemført på Parador El Saler ved Valencia. Men danskerne vandt med 4-3, den snævrest mulige margen, og kan dermed kalde sig europamestre.
Det danske pigelandshold, som vandt EM i juli, modtog også 30.000 kroner til deling. Legattildelingen kan af modtagerne anvendes frit til uddannelsesformål, herunder rejse, træningsophold og turneringsdeltagelse.
På herresiden blev Rasmus Neergaard-Petersen fra Furesø Golfklub tildelt 20.000 kroner.
"Rasmus har i de seneste år primært udviklet sig mentalt, hvor han gennem større selvindsigt er blevet dygtigere til at håndtere de udfordringer, der opstår på en runde. Han er hårdtarbejdende, og giver aldrig op, hvorfor han, selv efter en dårlig start på en runde, altid kommer igen", siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Rasmus Neergard-Petersen vandt i år German Amateur for andet år i træk. Han blev bedste dansker ved det individuelle EM med en 9. plads, og lige nu er han Danmarks højest rangerende amatør, da han er nummer 46 på World Amateur Golf Rankings.
20-årige Rasmus Neergaard-Petersen studerer på Oklahoma State University og var derfor ikke i stand til personligt at tage imod legatet i Nyborg.
Natacha Høst Husted har nu ikke kun en EM-medalje fra 2019, men også andel i et legat, der er tildelt pigelandsholdet for den første danske EM-sejr for piger nogensinde. (FOTO: FRANK UNDALL)