Nanna Koerstz Madsen bliver den første danske golfspiller, der har deltaget i tre olympiske lege efter hun sammen med Emily Kristine Pedersen er udtaget til OL i Paris. (FOTO: JESPER VINZENTS)
Deltagerne til OL i Paris offentliggøres i disse dage, og især for Smørum Golfklub og medlemmerne er det spændende, at de to udvalgte danske kvinder begge er fra vores lokale golfklub.
Emily K. Pedersen og Nanna Koerstz Madsen skal spille i perioden 7.-10. august 2024 på Le Golf National. Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen er de to mandlige golfatleter, der skal forsøge at skaffe metal hjem til Danmark. Herrerne spiller i perioden 1.-4. august 2024.
Det er Danmarks Idrætsforbund, der efter indstilling fra Dansk Golf Union, har udtaget de fire spillere. Golf er med for tredje gang i træk ved OL, og det er verdensstjerner, der er med i den olympiske golfturnering.
Fra dansk side kommer en kvartet med spillere på meget højt internationalt niveau, ikke mindst fra de to Smørum-spillere. Mens Nanna er den første danske kvinde, der har vundet en major, har Emily K. Pedersen ved det seneste OL i Tokyo opnået en 5. plads.
Her er et kort overblik over de to spilleres væsentligste meriter som professionelle:
Emily Kristine Pedersen:
Alder: 28
Klub: Smørum Golfklub
Placering på verdensranglisten: 87
Resultater: Fem sejre på Ladies European Tour. Vinder af Ladies European Tours rangliste 2020. Deltager på det europæiske Solheim Cup-hold i 2017, 2021 og 2023. Tre top-10 placeringer på LPGA Tour og en 5. plads ved OL i Tokyo i 2021.
Nanna Koerstz Madsen:
Alder: 29
Klub: Smørum Golfklub
Placering på verdensranglisten: 106
Resultater: Den eneste dansker til at vinde på LPGA Tour, Honda LPGA Thailand, 2022. En sejr på Ladies European Tour, tre sejre på Epson Tour. Deltager på det europæiske Solheim Cup-hold 2021. Deltog ved OL i Rio de Janeiro og Tokyo, og nu i Paris. Nanna har kvalificeret sig til 29 majors i træk, og har tre top-10 placeringer i majors.
For kaptajn Thomas Bjørn (som erkender, at han gerne selv havde deltaget i OL, hvis det havde været på programmet før Brasilien) er det vigtigt, at folk forstår alle fire er kommet for at vinde. Han understreger imidlertid, at der er rigtigt mange dygtige spillere med, og at det derfor vil være en succes at få medaljer med hjem.
Da Emily deltog ved OL i Tokyo for fire år siden nåede hun frem til en placering som nummer fem. (FOTO: JESPER VINZENTS)