22-årige Natacha Høst Husted havde kun været professionel i en måned, da hun vandt PGA Championship i Gøteborg. Næste turnering i kalenderen er Smørum Ladies Open 2.-4. august 2024, hvor hun i 2022 som amatør nåede en tredjeplads. (FOTO: LETAS)
Ordet ”favorit” former sig helt automatisk i munden, når man ser, hvordan golfkarrieren på det seneste har udviklet sig for Natacha Høst Husted. I fuldt firspring på vej mod tredje udgave af Smørum Ladies Open, og med en solid bagage. I weekenden, efter blot tre turneringer som professionel, vandt hun på overbevisende måde, og som den eneste spiller med en score under par (-2) sin første sejr ved PGA Championship i Göteborg.
Næste turnering på LETAS er Smørum Ladies Open 2.-4. august. Natachas hjemmebane.
Det er derfor helt naturligt at stille store forventninger til den 22-årige, der altid sender vindende smil til sine omgivelser. Men det er også lige så sikkert, at der vil være omkring 130 andre kvinder, der vil gøre deres ypperste for spille sig foran Natacha, og i øvrigt enhver anden, for selv at forsøge at sikre sig sejren.
I feltet for Danmarks eneste internationale, professionelle golfturnering for kvinder, er der spillere fra både Sydafrika, De Forenede Arabiske Emirater og stort set alle lande i Europa. Der er naturligt nok også en del danske spillere, som måske med endnu større iver vil forsøge at vriste favoritværdigheden fra Natacha. Nogle af dem kender ovenikøbet banen rigtigt godt.
Stor purse
- Den første måned i min professionelle karriere har ikke været helt nem, og jeg har haft svært ved at finde mig til rette mentalt, og generelt at finde mit spil. At have vundet nu er helt utroligt. Helt ærligt, jeg er bare så stolt af, hvordan jeg håndterede ugen og forholdene, sagde Natacha efter sejren i Gøteborg.
Natacha Høst Husted har nu et par ugers turneringsfri til at nyde den svenske sejr, hvor hun indledte finaledagen med tre bogeys. Sammen med resultatet som eneste under par må det også have øget selvtilliden at konstatere, at hun allerede er faret op som nummer fire på Order of Merit.
Og det er ikke tilfældigt. Erfaringen hos den 22-årige er høstet med solidt talent kombineret med flid i eliteafdelingen i Smørum Golfklub side om side med OL-golferne Emily K. Pedersen og Nanna Koerstz Madsen og søstrene Cecilie (vinder i Smørum Ladies Open 2022) og Amalie Leth-Nissen (#2 i 2022 og i stærk opadgående formkurve - for nu blot at nævne et par stykker fra Smørums solide talentmasse), flere år på landsholdet med internationale turneringer og mesterskaber, på universitet i Mississippi, og senest som professionel på LETAS under Ladies European Tour.
Så effektiv er Natacha til at fange rytmen og ramme timingen, at hun bør være klar til at tage en ordentlig bid af de 15 LETAS turneringers næststørste purse. Smørum Ladies Open har præmier for €60.000, kun overgået af Get Golfing Women’s Golf Championship i England med €80.000.
Smørum Ladies Open finder sted fredag 2. til søndag 4. august. Torsdag 1. august spilles der ProAm, og alle dage er der gratis adgang for publikum.