Bestyrelsen nedsætter de nødvendige udvalg til at sikre klubbens aktiviteter. I hvert udvalg er der altid en repræsentant fra Bestyrelsen. For alle udvalg gælder, at de skal have udarbejdet en målsætning, handlingsplan samt budget, som skal godkendes af bestyrelsen.
De af bestyrelsen nedsatte udvalg har til formål at behandle og administrere de opgaver, der ligger under de enkelte udvalgs ansvarsområder samt at anbefale løsninger til golfdirektøren, så golfdirektøren har et gennemarbejdet beslutningsgrundlag, og dermed kan træffe ledelsesmæssige beslutninger. Beslutningskompetencen ligger hos golfdirektøren. Golfdirektøren orienterer Bestyrelsen om beslutninger, der har væsentlig indflydelse på klubbens drift eller om beslutninger, der ligger uden for de vedtagne budgetmæssige rammer.
Bestyrelsen orienteres løbende om aktiviteterne i udvalgene, dels via den løbende økonomirapportering, dels via fremsendte referater fra udvalgenes møder og endelig via løbende rapporteringer fra de områdeansvarlige i bestyrelsen.