Der er kommet nye teestedsskilte fra sæsonstart, og de fortæller længden på banen fra det pågældende teested (58 = cirka 5.800 meter for 18 huller). Det er ikke et udtryk for, at man skal spille fra det sted, hvis man har 58 i handicap. (FOTO: PER RASMUSSEN)
Hvad er en kanin?
En kanin er et SGK-medlem, der har et handicap mellem 54 og 52.
Formålet med begrebet Kaniner er, at nye golfere:
- Får et godt netværk i Smørum Golfklub, og bliver integreret på en god måde i klubben, både socialt og spillemæssigt hurtigst muligt, så de føler, de er "en del af en klub”.
- Får et rimeligt kendskab til golfspillet på banen.
- Får gode vaner, når man er på banen, så man kan følge en naturlig spillerytme.
- Regelafklaring.
- Etikette i praksis.
- Sidst, men ikke mindst, lærer, hvordan de passer på banen.
Kaninturneringer
Hvad er formålet med kaninturneringerne?
Alle medlemmer i SGK med et hcp. mellem 54 og 52 kan deltage. Formålet med kaninturneringerne er, at give kaninerne så megen selvtillid, at de ikke har "problemer" med at spille med rutinerede golfspillere og deltage i turneringer.
9 huller skal kunne spilles på 2 timer for en 4-bold.
Kaninturneringer spilles på Intermediate/Skebjergbanen cirka hver 14 dag på skiftende ugedag i sæsonen. Der spilles med gunstart, dvs. alle slår ud på samme tid, men på forskellige huller. Vi mødes på hul 1 senest kl. 16.45, får udleveret scorekort, og går derefter ud til vores respektive ”starthul” – så vi er klar til at slå ud kl. 17.00.
Tilmelding til kaninturneringer foregår på nettet via Golfbox, se under ”Klubturnering”, som du finder nederst i oversigten i venstre side. Tilmelding åbner cirka to uger før kaninturneringen afvikles. Det koster 40 kr. (matchfee) at deltage i kaninturneringen. Beløbet går til præmier.
HVAD FÅR KANINERNE UD AF EN KANINTURNERING OG HVAD ER KANINFORÆLDRES/MENTORER ROLLE?
En mentor er et medlem af Smørum Golfklub, der frivilligt hjælper dig med at blive en god golfspiller – han/hun er ikke Pro-træner. Du kan stille alle de spørgsmål du vil undervejs, og du vil få svar på dem. Har du brug for træning, så skal du tale med en fra Smørum Golfklub’s Pro-team - JOSGOLF - tag forbi shoppen, og hør hvad de kan gøre for dig.
Hvordan får man den fornødne tid, så man kan spille 9 huller på 2 timer?
Her er lidt gyldne regler
Gode vaner
- Gå rask til - det er trods alt en sportsgren. Skulle pulsen komme lidt op, skader det ikke, siges det...
- Vær klar til at slå – dvs. forbered dig på vej hen til din bold (vælg kølle, tag handske på, beslut dig for, hvorhen du vil slå etc.)
- Husk at rive efter dig i bunker. Det er OK at rive efter andre, specielt hvis de fortsætter med at ligge længst fra hullet og derfor skal spille først.
Når I kommer til green
Stil jeres bags der, hvor I skal videre fra til det næste hul. Det drejer sig om at komme så hurtigt som muligt væk fra green-området.
På green
- Er du klar, så put – men sørg lige først for, at dine medspillere er klar over, at du putter.
- Forbered dit slag og din boldlinie, mens de andre putter deres bold.
- Put under en meter - put ud! Ellers marker.
- Put gerne med flaget i.
- Marker og løft din din bold - specielt, hvis den er til gene for andre spillere.
- Træd ikke på andres putte-linie.
- Skyg ikke over andres putte-linie – hvis du er så heldig, at det er solskin - det er særligt vigtigt i aften- og morgentimerne.
- Husk at rette eventuelle nedslagsmærker op – også andres.
- Når sidste spiller har puttet ud - så gå straks videre til næste tee-sted. På næste tee-sted kan I i ro og mag, notere jeres scores fra sidste hul, uden holdet bag jer skal stå og vente.
Vognforbud
- Ingen vogne (trolleys) på teesteder
- Ingen vogne på green og forgreen.
- Ingen vogne mellem green og greenbunker.
Spørg i receptionen eller skriv til Klub Manager Tuula Undall for mere information.